Beskrivelse

Ikke- farmakologiske tiltag udgør en af grundpillerne i demensbehandling. I betragtning af at aktuelt tilgængelig anti-demensmedicin kun har moderat effekt og ikke stopper sygdomsudviklingen, udelukkende er godkendt til Alzheimers sygdom og (delvis) til Parkinsons syndrom, og at medicinen kan have bivirkninger, der påvirker den demensramtes livskvalitet (f.eks. risiko for fald, negativ indflydelse på kognitiv funktion og mobilitet) er ikke-farmakologiske tiltag fornuftige behandlingsstrategier (enten som primær indsats eller som supplerende tiltag). Ikke- farmakologiske tiltag tolereres godt, støtter demensramte, hjælper til selvforvaltning og støtter ikke-professionelle omsorgspersoner.

Selvom der eventuelt udvikles nye farmakologiske stoffer, der er i stand til at bremse eller endda stoppe udviklingen af hjernepatologiske processer, vil ikke-farmakologiske tiltag stadig være vigtige. Nye terapeutiske strategier forventes at kunne forlænge den tid, demensramte er i milde og moderate demensstadier, men kan ikke helbrede demens, der i de fleste tilfælde ikke er forårsaget af en enkelt patologisk proces, men er resultatet af et komplekst samspil mellem variable hjernepatologiske mekanismer (f.eks. Alzheimers sygdom, cerebrovaskulære ændringer, Lewy body demens), skadelige og/eller beskyttende miljøfaktorer (f.eks. diæt- og livsstilsparametre, mental og fysisk aktivitet). Ikke-farmakologiske indgreb kan opdeles i seks hovedgrupper, afhængigt af, om de fokuserer på kognition, aktiviteter i dagligdagen, adfærd, patientens velbefindende, fysisk kondition eller plejefærdigheder og mestringsevner. Kognitiv stimulation, kognitiv træning og hukommelsesterapi forbedrer den kognitive evne, mens det kun påvirker aktiviteterne i det daglige liv minimalt. Kognitiv rehabilitering og ergoterapi forbedrer evnen til at håndtere hverdagens opgaver, men udøver ikke signifikante effekter på kognition.

Kognitiv adfærdsterapi og teknikker til ændring af adfærd forbedrer hovedsageligt humørsvingninger og udfordrende adfærd. Musikterapi, validering og multisensorisk stimulering er strategier til at bekæmpe problemadfærd. Fysisk træning øger konditionen og forbedrer udførelsen af de daglige opgaver. Støtte fra plejepersonale lindrer depressive symptomer og følelsesmæssige byrder, og undervisningsprogrammer vedrørende adfærdsstyring bidrager til reduktion af udfordrende adfærd hos demensramte.

De forskellige typer ikke-farmakologiske tiltag er rettet mod forskellige stadier af syndromforløbet. Tiltag, der er målrettet mod kognitiv funktion og aktiviteter i hverdagen, er mest nyttige i tidligere stadier af demens (dvs. mild demens), mens behandlinger på mere avancerede stadier hovedsageligt fokuserer på aggression, formålsløs vandring og yderligere adfærdssymptomer. På stadiet svær demens er de tiltag, der sigter mod at bevare velvære for den demensramte, de mest virkningsfulde. Det skal bemærkes, at plejepersonalets rådgivning og støtte samt hjælpeteknologier spiller en afgørende rolle under hele demensforløbet. Med hensyn til hjælpemidler er hjælpemidler, der understøtter uafhængighed, funktionalitet, deltagelse og kommunikation værdifulde ved mild til moderat demens, mens sikkerheds- og overvågningsudstyr er mere nyttigt i de alvorlige faser af sygdommen.

Implementeringen af ikke-farmakologiske tiltag i den daglige, rutinemæssige pleje rummer en række uløste problemer. Der er stadig uklarheder vedrørende hyppighed og varighed af hvert tiltag, fordele eller ulemper ved behandlingskombinationer, potentialet i behandlingsformer, der inddrager moderne informationsteknologi samt metoder til at fremme den demensramtes behandlingsmotivation og adhærence. delivery using modern information technology, as well as ways to increase treatment motivation and adherence.