Vaskulær demens

Forandringer i hjernen ved vaskulær demens

Vaskulær demens skyldes blodpropper i hjernens blodkar. Sygdommen kan således opstå i alle dele af hjernen. Blodpropper, som dannes i hjertet som følge af uregelmæssig hjerterytme (atrieflimren), eller som river sig løs fra åreforkalkning i halspulsårerne, kan føres med blodstrømmen til et af hjernens større blodkar, hvor de kan sætte sig fast. Derved bliver et større hjerneområde berøvet sin blodforsyning og går til grunde (dette kaldes et infarkt). Er skaden tilstrækkelig stor eller rammes et kritisk område, kan det medføre demens. Får patienten eventuelt flere blodpropper i andre blodkar i hjernen, vil skaderne blive mere udbredte (multiinfarkt-demens).

I andre tilfælde sker der en gradvis tillukning af de små, fine blodkar, der forsyner hjernens centrale områder (den hvide substans). Her skyldes tillukningen som regel ikke blodpropper, men forandringer i blodkarrenes væg, der fortykkes som følge af forhøjet blodtryk eller sukkersyge.

Hvor i hjernen rammer vaskulær demens

Åreforkalkning og blodpropper kan ramme alle blodkar i hjernen. Hvis en af de store pulsårer til hjernen eller en af de store forgreninger fra denne pludselig lukker til, vil følgerne blive tilsvarende store med halvsides lammelse, måske ophævet sprogfunktion (afasi) og ofte bevidsthedspåvirkning. Hvis mindre områder skades af blodpropper, kan det forekomme, at hverken patienten eller pårørende opdager, at der har været en blodprop, især hvis blodproppen ikke medfører lammelser. Gradvis tillukning af blodkarrene på grund af forhøjet blodtryk eller sukkersyge rammer især de centrale dele af hjernen. Midten af hjernen forsynes af tråd-fine og lange blodkar, som er særlig sårbare over for f.eks. forhøjet blodtryk. I disse områder ligger nervetrådene på kryds og tværs og forbinder de enkelte centre for blandt andet hukommelse, sprog og rumlig orientering. Derfor får man særlige symptomer, når trådene ødelægges af den nedsatte blodtilførsel, og kommunikationen mellem centrene påvirkes.

Kendetegn ved vaskulær demens

Vaskulær demens udgør den anden største gruppe af demens sygdomme. Symptomerne er her meget forskellige, da det er afhængigt af hvilke områder i hjerne der er ramt. Der kan forekomme glemsomhed, koncentrationsbesvær, sprogproblemer og andet. Der kan være hemiparese og som følge heraf gangbesvær, føleforstyrrelser eller indskrænkning af synsfeltet. Bliver personen ramt i hjernens dybe strukturer kan personen blive apatisk og tænkningen bliver langsommere, så man får problemer med at koncentrere sig og løse mere komplekse opgaver.

Ved vaskulær demens ser man ofte depressive symptomer. Ens følelsesmæssige udtryk kan svinge meget, man kan ikke styre gråd og latter, og de følelsesmæssige reaktioner kan også dukke op i situationer, hvor man hverken føler sig ked af det eller glad.
I modsætning til f.eks. Alzheimers sygdom eller Lewy Body demens er vaskulær demens ikke en neurodegenerativ sygdom og tilstanden er ikke nødvendigvis progredierende. Symptombilledet ved vaskulær demens varierer, idet både antallet og størrelsen af de vaskulære læsioner, samt placeringen af disse, har indflydelse på symptomer og på graden af demens. I nogle tilfælde har der været et eller flere slagtilfælde (apopleksier) med pludseligt indsættende, halvsidige lammelser eller talebesvær forud for udviklingen af demens.

Vaskulær demens kan ikke helbredes, men man kan gøre meget for at hindre, at sygdommen bliver værre. Forebyggelsen kan være, at lægen ordinerer blodtryksregulerende, blodfortyndende eller kolesterolsænkende medicin ligesom en eventuel diabetes skal velbehandles.

Risikofaktorerne er næsten de samme som for hjerte-kar sygdomme. Vores livsstil påvirker flere af risikofaktorerne. Det er vigtigt at motionere, spise sundt og undgå rygning, fordi det både nedsætter risikoen for hjerte-karsygdomme og vaskulær demens. Hvis man har sukkersyge eller for højt blodtryk, er det afgørende at blive behandlet.

Vaskulær demens er ikke i sig selv en arvelig sygdom. Nogle af risikofaktorerne for vaskulær demens er delvist arvelige, men påvirkes i høj grad af livsstil.