Uventet adfærd og hvordan man kan håndtere den

For plejepersonerne kan adfærden hos personer med demens være meget overraskende og uventet. De skal kunne klare demensrelaterede følelsesmæssige problemer, såsom:

Vrede og frustration:

Vrede opstår ofte som et svar på at blive bange, frustreret eller opleve generthed eller ydmygelse.

Det, der kan virke som tilfældig aggression, kan være resultat af noget i miljøet. Nye steder, fremmede, aktivitet og støj kan virke distraherende eller irriterende.

Det, der kan virke som tilfældig aggression, kan være resultat af noget i miljøet. Nye steder, fremmede, aktivitet og støj kan virke distraherende eller irriterende.

Omsorgspersoner skal forsøge at opdele komplekse opgaver i små trin for at undgå, at opgaven bliver for stor, så personen med demens mister overblikket og bliver frustreret. Giv personen mulighed for at tage sine egne beslutninger. Selv når det handler om små ting.

Depression

Depression er, som allerede nævnt, almindelig for personer med demens. Følelsen af social isolation og tab af kontrol, der følger med udviklingen af demens, kan bidrage til depression og ensomhed. Det kan være vanskeligt at skelne depression fra demens, da nogle af symptomerne er de samme, f.eks. apati, hukommelsestab eller søvnbesvær (søvnløshed).

Omsorgspersoner, som har mistanke om, at en person har en depression, skal tale med en læge, som kan afgøre, om medicinsk behandling eller rådgivning er på sin plads. Omsorgspersoner skal også forsøge at gøre en indsats for at holde den enkelte aktiv og socialt involveret.

Angst og omklamring:

Angst kan skyldes vanskeligheder med at behandle information og oplevelser, både nye og gamle. Nye steder og ansigter kan være foruroligende for personer med demens, især da deres erindring om velkendte steder og ansigter forsvinder. Nogle mennesker reagerer på angst ved vandre, eller de oplever søvnløshed eller rastløshed; andre kan vælge at holde fast ved velkendte objekter eller enkeltpersoner.

Det bedste, plejepersoner kan gøre for mennesker, der føler angst, er at berolige dem og minde dem om, hvor meget de holder af dem. Det kan sommetider hjælpe at komme med forslag om rolige og distraherende aktiviteter.

Humørsvingninger:

Undertiden har personer med demens humørsvingninger, fordi de er frustrerede over deres tab af evner. Nogle gange er de bare bange, forvirrede eller trætte. Humørsvingninger kan også forekomme, hvis en person har smerter, er for varm eller kold, er sulten eller keder sig. Andre mulige forklaringer omfatter ubehandlede psykiatriske forstyrrelser, diæter, koffein, følelse af at have travlt, rod, støj og generel overstimulering.
Demens kan forhindre, at personen formår at hæmme sine impulser eller ”filtrere” adfærd, hvilket kan resultere i en stigning i gråd eller vrede udbrud.

Forsøg at acceptere, at humørsvingninger er forårsaget af demens og ikke er individets ønske. For at mindske sværhedsgraden af humørsvingninger og gøre forekomster mindre hyppige, er det vigtigt at kende personens præferencer. Hvad kan personen lide, ikke lide. Hvad beroliger personen. Er der tidspunkter på dagen, hvor personen er mere tilbøjelig til at reagere udad. Hvilken musik kan personen lide, hvilke aktiviteter osv. Viden herom gør det muligt for plejepersonalet at forudsige, hvornår humørproblemer kan opstå, så man kan gøre sit bedste for at undgå dem, og hvis de opstår, ved man, hvad der kan berolige den enkelte. Minimer distraktioner og støj, og vær meget tålmodig.

Videoen “Henri Alive Inside” viser indflydelse fra musik på opførslen og stemningen hos en meget passiv person.

https://www.youtube.com/watch?v=UlWBmUUutL0

Eksempler:

Case 1:

En borger med Alzheimers demens hjælpes dagligt med den personlige hygiejne. Han kan selv gå ud på badeværelset og vil gerne. Men midt inde i forløbet begynder han at råbe på ”hjælp”, så det kan høres over hele plejehjemmet og han ser bange ud. SOSU-assistenten, som skal hjælpe ham, kan ikke finde ud af, hvad der sker. Med sparring finder hun imidlertid ud af, at borgeren oplever, at alting går alt for hurtigt for ham og midt i forløbet, kan han ikke holde det ud mere men råber på hjælp.
Hans behov er, at plejen foregår i et tempo, hvor han kan være med og ikke føler sig ”kørt over” og at der bliver taget hensyn til hans lange latenstid. Assistenten er nu opmærksom på dette, hun grounder sig selv, inden hun går ind og alt bliver nu gjort i mindre end halvt tempo. Når hun gør det, kan hun gennemføre plejen, uden at borgeren råber eller bliver bange.

Et andet eksempel på behov som ikke bliver mødt

Case 2:

Borgeren har vaskulær demens. Han er en sød og rar person. Han har hele livet været nattevagt på en avis. Han er ikke særlig socialt anlagt og bryder sig ikke om at være sammen med de andre på plejehjemmet. Hans funktionsevne er meget svingende. Nattevagten hjælper ham i seng. Han bliver urolig ved 8-tiden om aftenen. Han får noget at spise og drikker meget kaffe, cola og øl. Personalet rationerer hans drikkevarer, da han er hjertesyg og ikke selv kan administrere dem. Problemet er, at han hele tiden råber ”Hallo”.
Assistenterne prøver sig frem, ved at give ham kontakt i helt strukturerede tidsrum af forskellig varighed. Personalet når frem til, at der skal 15 minutters kontakt til af gangen, før der kommer ro på borgen. Det hjælper og herefter råber han ikke. I løbet af aftenen lægges 15 minutters kontakttid til ham ind i planlægningen, nogle gange i løbet af aftenen, så han ikke føler sig alene og råber.

Case 3:

En borger med Alzheimers demens i middelsvær grad, sidder uden for sin bolig på gangen og råber ”Hallo, er her nogen” hele tiden. De andre beboere bliver vrede på hende og siger at hun skal holde mund, fordi hun ikke er til at holde ud at høre på. Når de siger det, ser hun uforstående på dem og fortsætter så sin råben. Det at råbe giver kontakt, altså råber borgere, også selvom denne kontakt er negativ. Assistenterne sætter kontakten i system, så hun får kontakt på fastsatte tidspunkter således at kontakten ikke sættes i sammenhæng med det at råbe.

Case 4:

En borger med Lewy Body demens har boet i plejebolig i fem år. Han har stadig sin hustru, som besøger ham sammen med deres hund. Han har en afdød datter. Borgeren er kørestolsbruger og meget rum /retningsforstyrret. Der har gennem et stykke tid været problemer omkring den personlige hygiejne: Han bliver meget vred og slår ud efter dem, som vil hjælpe. Personalet hejser ham op i et toiletsejl og vasker ham forneden. De taler rigtig meget og forsøger at aflede, men han er helt skræmt og virker taktil sky.
Assistenterne planlægger nu en anden tilgang til borgeren. Eftersom borgeren er meget rum/retnings forstyrret, kan han ikke mærke sig selv, når han bliver hejst op. Personalet vælger at sørge for, at alt er samlet og klart, inden de begynder, inklusiv våde klude. De skruer tempoet væsentligt ned og begrænser samtalen til det allermest nødvendige. Den ene sørger for hygiejnen, mens den anden holder kontakten til borgeren. Det viser sig, at borgeren kan vaske sig selv forneden ved hjælp af spejling og han reagerer med tårer, glæde og smil – og der kommer liv i øjnene.

Case 5:

En borger, en 81 årig kvinde har Alzheimer. Hun bor i plejebolig sammen med sin ægtefælle men ikke i samme lejlighed. Manden ved, at hun er hans kone og han prøver at hjælpe hende, men hun ved ikke, at hun er hans kone. De har en datter som borgeren har god kontakt til og som kommer dagligt. Borgeren har arbejdet som dagplejemor. Hun er en glad og venlig person, har let til smil, men hun døjer med gigt og hun er kateterbruger og inkontinent for afføring. Hun er meget blufærdig. Hun er tidligere i sit liv blevet voldtaget og det har sat sig spor. Under den personlige pleje bliver hun skræmt fra vid og sans og skriger gennem hele processen ved nedre hygiejne. Den måde, det bliver håndteret på, er, at en plejeperson fjerner dynen og en anden holder hendes hænder væk fra bleen. Assistenterne forklarer hele tiden, hvad de gør.
Assistenterne vælger herefter at ændre på plejen: Begge sætter hastigheden af deres handlinger ned. Den ene holder hele tiden øjenkontakt med borgeren og personalet taler ikke sammen under processen. Den anden SOSU-hjælper ruller dynen op nedefra, så borgeren hele tiden kan kramme den også når hun skal vendes. Det betyder også, at hun ikke kan se hjælperen som vasker hende. Yderligere er personalet opmærksom på kun at røre hende én af gangen, så hun ikke oplever det som et overgreb. Disse ændringer betyder, at den personlige pleje nu kan gennemføres, uden at borgeren skriger en eneste gang.
Borgere med demens har øget sårbarhed og reduceret tolerance for stress. Man kan med fordel reducere støj og stimuli i omgivelserne.