Hvordan påvirker demens kommunikation?

Demensramte oplever flere vanskeligheder med at kommunikere. Ændringer i evnen til at udtrykke sig og forstå kommunikation ses i forskellige grader og afhænger af typen af demens og sygdomsstadiet. Mens udviklingen af sygdommen er forskellig for hver person, er der nogle generelle træk, der er almindelige for de forskellige tilstande og stadier.

Mange demensramte har problemer med at finde det rigtige ord på det rigtige tidspunkt (“anomi”) og bruger ofte et andet ord, der bygger på fonologisk lighed (ordet lyder som om) eller semantisk lighed (ordet har samme betydning) med det ord, der faktisk skulle bruges. Undertiden kan talen forekomme forvirret og abrupt (pludselige stop eller emneforskydninger). Dette skyldes personens vanskeligheder med at huske, hvad han/hun vil kommunikere, samtidig med at hans/hendes bevidste tanker udfordrer ham sprogligt. Personen kan opleve øget frustration. Desuden kan personen have problemer med at følge hurtige og komplekse dialoger mellem flere mennesker, især hvis der er baggrundsstøj. Der kan også være nogle vanskeligheder med at skrive (gentagelse af det samme bogstav flere gange og / eller undladelse af bogstaver, overlapning og / eller afstand mellem bogstaver inden for det samme ord osv.).

Efterhånden som demensen skrider frem, bliver taleproblemerne større, og sproget bliver uklart. Problemer på det pragmatiske og semantiske niveau øges markant. På dette tidspunkt bliver ordforrådet mere og mere begrænset. Personen har brug for mere tid, før han/hun taler, og nogle gange gentager den demensramte samme ord igen og igen. Personen forfalder muligvis til passe-partout-ord (“tingen”) eller til stedord (“det”), hvilket gør det vanskeligt for andre at gætte, hvad det er, personen forsøger at udtrykke og det kan forårsage stor frustration både hos den demensramte og plejepersonalet. Personen har problemer med at forstå hverdagssamtaler eller følge komplekse ordrer (f.eks. “Før du kommer til bordet, skal du vaske dine hænder.”) Eller endnu enklere meddelelser. Evnen til at forstå figurativt sprog (f.eks. ”Jeg er helt nede i kulkælderen i dag”) er også ramt, ligesom forståelsen af skriftlige meddelelser kan være det. Også den ekspressive side af nonverbal kommunikation påvirkes: bevægelserne, der ledsager ordene, er ikke altid kongruente, prosodien bliver ensformig eller undertiden stemmer den ikke med det emotionelle indhold i meddelelsen. Den demensramtes evne til at aflæse gestik, affektiv prosodi og ansigtsudtryk hos andre er som regel godt bevaret eller endda skærpet.

I senere stadier ser demensramte ud til at miste evnen til genkendelig tale. Personen bliver mere og mere indadvendt og taler kun, når han/hun bliver stimuleret og giver da ofte stereotype svar. Den demensramte gentager de sætninger, han/hun har hørt, eller siger dem for sig selv. Undertiden hviskes kun en eller to stavelser. Til sidst kan personen kun stønne eller skrige og kan derefter helt holde op med at tale. Mundtlig forståelse er alvorligt ramt og skrivning og læsning er ikke længere mulig. Selv nonverbal kommunikation reduceres mærkbart: der er motorisk inerti, ansigtet er blottet for udtryk og affektiv, visuel kontakt med samtalepartneren er vanskelig.