Forebyggelse af udfordrende adfærd

Ofte taler man om ”udadreagerende adfærd hos demente”. Det kan give indtryk af at det alene er pga. demensen, at borgeren er udadreagerende – altså en egenskab hos individet. Men borgerne reagerer i forhold til de ressourcer de har, de vilkår de er underlagt og den måde de bliver mødt på. Fra borgerens perspektiv er reaktionen rationel. Alle mennesker reagerer udad, hvis de kontinuerligt stilles over for krav, de ikke kan honorere. Man kan betragte udadreagerende adfærd som et symptom på magtesløshed. Når personalet oplever en adfærd som udfordrende, har de en tendens til at se adfærdsproblemer, som om det er personen med adfærden, der er problemet. I virkeligheden får personalet problemer, fordi de ikke ved, hvordan de håndterer adfærden. Personalet skal se ind bag ved adfærden. De ressourcer, borgeren har, ser ud til at hænge sammen med typen af den enkelte persons demenssygdom samt personens historie og aktuelle livssituation.

En anden nyttig overvejelse når man arbejder med personer, hvis adfærd er udfordrende, er altid at prioritere relationen før opgaven. Mange borgere med demens husker dårligt og hvis de hverken kan genkende personen eller måden plejen bliver udført på, kan det ikke undre, at borgeren ikke vil finde sig i, at blive klædt af eller blive vasket forneden. Er relationen ikke god vil borgeren opleve det som en krænkelse af sin initime zone og reagere i forhold til dette. Hvis man skal følge den personcentrerede tilgang, kan man ikke betragte borgeren som en opgave, som skal overstås. Der er behov for at den enkelte har en god relation til plejepersonalet, som så senere måske får mulighed for at hjælpe vedkommende. Det at skabe relationer tager tid og kan være en langvarig proces i forhold til at prioritere en ren ”opgaveløsning”.

Borgere med demens oplever hele tiden tab i deres liv: Der er tale om funktionstab, tab af kognitive færdigheder, procesmæssige færdigheder, kommunikative færdigheder og et massivt rolletab, da de ikke længere formår at udfylde de roller, de tidligere har varetaget. Alle disse tab kan lade borgeren tilbage med en kolossal afmagtsfølelse og borgeren vil derfor reagere i forhold hertil. Magtesløshed er en ødelæggende følelse for et mennesker, uanset om man er personale, plejehjemsbeboer eller ældre med støtte i eget hjem. Magtesløst personale bliver ofte krævende og konfronterende. Personalet griber så til at forsøge sig med at opdrage og lære personen med demens at ”opføre sig ordentligt”. Det lykkes sjældent, fordi opdragelse bygger på, at man lærer og demens lige netop betyder, at personen ikke er så god til at lære længere. Borgere med demens kan ikke huske og derfor heller ikke lære. Derimod kan det skabe en konflikt, fordi borgeren føler sig talt ned til. Han/ hun har hele livet opført sig ordentligt og han/hun er et voksent menneske. Borgeren kan sandsynligvis ikke huske, hvad konflikten går ud på, men følelsen af at være blevet uretfærdigt behandlet sidder tilbage i kroppen