Den personcentrerede tilgang ifølge Tom Kitwood

I 1906 beskrev den tyske læge Alois Alzheimer demens som en sygdom. Indtil da havde demens været betragtet som en del af det at blive gammel: Gamle mennesker gik i ”barndom”. Op igennem det 20. århundrede var det naturvidenskabelige paradigme fremherskende. Lægevidenskaben stod i høj kurs og fra ca. 40’erne og fremad oplevede vi store fremskridt inden for den medicinske forskning, bl.a. inden for psykofarmaka. I denne periode blev mange mennesker med demens indlagt på psykiatriske afdelinger, hvis deres adfærd virkede uforståelig og de blev behandlet med psykofarmaka. Senere kom borgere med demens på plejehjem, hvor man var optaget af at ”realitetsorientere” (Holden og Woods 1988), hvilket vil sige, at man hele tiden rettede på personen med demens, hvis vedkommende sagde noget, som ikke var korrekt. Tilgangen var tænkt som beroligende og for at reducere desorientering. Praksis viste imidlertid, at borgere med demens blev bragt helt ud af fatning flere gange om dagen, hvis de f.eks. spurgte om, hvor deres mor var og fik at vide, at hun var død for længe siden. I firserne begyndte Kitwood at arbejde med den personcentrerede omsorg. Det er også en tid hvor det biomedicinske paradigme får konkurrence af en mere psykosocial tilgang til mennesker generelt og også til borgere med demens.

Tom Kitwood bygger sin model på baggrund af den tyske filosof Martin Bubers forståelse af relationen mellem mennesker som et ”jeg- dig” forhold, i modsætning til et ”jeg- det”, hvor der ligger en tingsliggørelse af modparten. Også psykologen Carl Rogers tænkning om en personcentreret tilgang i den terapeutiske relation har haft stor betydning. Tom Kitwoods personcentrerede tilgang skal ses som en kritik af tilgangen til og behandlingen af borgere med demens: En omsorg som understreger personens funktionsnedsættelse og sygdom. Han mener, at vi som en del af vores kulturarv har en degraderende tilgang til mennesker med kognitiv funktionsnedsættelse.

Ifølge Kitwood er den personcentrerede tilgang at se personen med demens som en ligeværdig person med følelser, rettigheder, ønsker og en livshistorie, som har påvirket borgeren, også før han/hun fik demens.

Denne tilgang har ikke et egentlig modstykke. Den danner grundlag for de fleste nyere tiltag f.eks. Bill Thomas, Eden Alternative (Thomas 1996) og Jane Veritys arbejde med at bringe livsgnisten tilbage hos borgere med demens

Der er forskning, som viser, at den personcentrerede tilgang har effekt på borgernes livskvalitet bl.a. The Well-Being and Health for People with Dementia (WHELD)

Kitwood har lavet sin egen alternative definition af demens og hvilke faktorer, der påvirker den enkelte person. Han mener, at personen med demens skal forstås ud fra et både biologisk, psykologisk og sociologisk perspektiv.

Definitionen = P + B + H + N + S

• Personligheden – personens ressourcer og forsvarsmekanismer

• Biografien – livshistorie / livserfaringer

• Helbredet- fysisk tilstand og sansernes skarphed

• Neuropatologien – ændringer i hjernecellerne

• Socialpsykologien – forhold i miljøet – hvordan møder vi personen

Omsorgspersonen kan ikke gøre noget ved personligheden, hvis personen har demens, men kan tage hensyn til individets baggrund, hans/hendes ressourcer og begrænsninger. Biografien / livshistorien er ligeledes som den er, men den er et godt udgangspunkt for enhver handling. Vi skal være opmærksomme på personens helbred som helhed. Ofte har personen flere sygdomme eller en akut sygdom, og demens er ikke den eneste sygdom. Personer med demens skal naturligvis behandles i tilfælde af sygdom.
Vi ved ikke meget om de neuropatologiske ændringer i hjernen. Medicin fungerer i en periode og kan forbedre funktionsevnen, men effekten er ikke varig. Som omsorgsperson er man nødt til at tage hensyn til individets evner og ikke forvente mere af person med demens, end hvad der er muligt på det nuværende niveau.
På den anden side kan vi gøre meget i relation til socialpsykologi. Hvordan forholder vi os til personen, og hvordan skaber vi et miljø, som personen kan nyde? Kitwood understreger, at personen med demens bevarer sin værdi som menneske under hele sygdomsprocessen. Dette indebærer, at man får muligheden for at indgå i en relation, som man sætter pris på, og hvor man selv værdsættes. Som menneske har man behov for at blive værdsat. Som mennesker er vi afhængige af hinandens anerkendelse, respekt og tillid. Disse behov forsvinder ikke, fordi man får demens, men det bliver sværere at udtrykke sine behov og opfylde dem. Det er op til plejepersonalet at være opmærksom på at møde disse grundlæggende behov hos mennesker. Personen med demens kan ikke gøre det selv.

I sit arbejde understregede Kitwood seks psykologiske behov, der er væsentlige for alle mennesker:

• Kærlighed: ubetinget accept og empati.

• Komfort: personen har brug for sikkerhed, varme og nærhed.

• Identitet: er forbundet med at vide, hvem man er og med at have en forbindelse til fortiden.

• Tilknytning: bånd til andre, forhold til andre. At opleve tryghed og tillid i forholdet, så man har nogen at gå til i vanskelige situationer.

• Meningsfuld beskæftigelse: at deltage i sit eget liv på en måde, hvor man bruger sine evner, styrker og oplevelser. At føle, at der er brug for én og at man har noget at tage sig til.

• Inkludering: At være en del af et socialt føllesskab og føle sig accepteret.

.

Figur 1

I 1906 beskrev den tyske læge Alois Alzheimer demens som en sygdom. Indtil da havde demens været betragtet som en del af det at blive gammel: Gamle mennesker gik i ”barndom”. Op igennem det 20. århundrede var det naturvidenskabelige paradigme fremherskende. Lægevidenskaben stod i høj kurs og fra ca. 40’erne og fremad oplevede vi store fremskridt inden for den medicinske forskning, bl.a. inden for psykofarmaka. I denne periode blev mange mennesker med demens indlagt på psykiatriske afdelinger, hvis deres adfærd virkede uforståelig og de blev behandlet med psykofarmaka. Senere kom borgere med demens på plejehjem, hvor man var optaget af at ”realitetsorientere” (Holden og Woods 1988), hvilket vil sige, at man hele tiden rettede på personen med demens, hvis vedkommende sagde noget, som ikke var korrekt. Tilgangen var tænkt som beroligende og for at reducere desorientering. Praksis viste imidlertid, at borgere med demens blev bragt helt ud af fatning flere gange om dagen, hvis de f.eks. spurgte om, hvor deres mor var og fik at vide, at hun var død for længe siden. I firserne begyndte Kitwood at arbejde med den personcentrerede omsorg. Det er også en tid hvor det biomedicinske paradigme får konkurrence af en mere psykosocial tilgang til mennesker generelt og også til borgere med demens.

Tom Kitwood bygger sin model på baggrund af den tyske filosof Martin Bubers forståelse af relationen mellem mennesker som et ”jeg- dig” forhold, i modsætning til et ”jeg- det”, hvor der ligger en tingsliggørelse af modparten. Også psykologen Carl Rogers tænkning om en personcentreret tilgang i den terapeutiske relation har haft stor betydning. Tom Kitwoods personcentrerede tilgang skal ses som en kritik af tilgangen til og behandlingen af borgere med demens: En omsorg som understreger personens funktionsnedsættelse og sygdom. Han mener, at vi som en del af vores kulturarv har en degraderende tilgang til mennesker med kognitiv funktionsnedsættelse.

Ifølge Kitwood er den personcentrerede tilgang at se personen med demens som en ligeværdig person med følelser, rettigheder, ønsker og en livshistorie, som har påvirket borgeren, også før han/hun fik demens.

Denne tilgang har ikke et egentlig modstykke. Den danner grundlag for de fleste nyere tiltag f.eks. Bill Thomas, Eden Alternative (Thomas 1996) og Jane Veritys arbejde med at bringe livsgnisten tilbage hos borgere med demens

Der er forskning, som viser, at den personcentrerede tilgang har effekt på borgernes livskvalitet bl.a. The Well-Being and Health for People with Dementia (WHELD)

Kitwood har lavet sin egen alternative definition af demens og hvilke faktorer, der påvirker den enkelte person. Han mener, at personen med demens skal forstås ud fra et både biologisk, psykologisk og sociologisk perspektiv.

Definitionen = P + B + H + N + S

• Personligheden – personens ressourcer og forsvarsmekanismer

• Biografien – livshistorie / livserfaringer

• Helbredet- fysisk tilstand og sansernes skarphed

• Neuropatologien – ændringer i hjernecellerne

• Socialpsykologien – forhold i miljøet – hvordan møder vi personen

Omsorgspersonen kan ikke gøre noget ved personligheden, hvis personen har demens, men kan tage hensyn til individets baggrund, hans/hendes ressourcer og begrænsninger. Biografien / livshistorien er ligeledes som den er, men den er et godt udgangspunkt for enhver handling. Vi skal være opmærksomme på personens helbred som helhed. Ofte har personen flere sygdomme eller en akut sygdom, og demens er ikke den eneste sygdom. Personer med demens skal naturligvis behandles i tilfælde af sygdom.
Vi ved ikke meget om de neuropatologiske ændringer i hjernen. Medicin fungerer i en periode og kan forbedre funktionsevnen, men effekten er ikke varig. Som omsorgsperson er man nødt til at tage hensyn til individets evner og ikke forvente mere af person med demens, end hvad der er muligt på det nuværende niveau.
På den anden side kan vi gøre meget i relation til socialpsykologi. Hvordan forholder vi os til personen, og hvordan skaber vi et miljø, som personen kan nyde? Kitwood understreger, at personen med demens bevarer sin værdi som menneske under hele sygdomsprocessen. Dette indebærer, at man får muligheden for at indgå i en relation, som man sætter pris på, og hvor man selv værdsættes. Som menneske har man behov for at blive værdsat. Som mennesker er vi afhængige af hinandens anerkendelse, respekt og tillid. Disse behov forsvinder ikke, fordi man får demens, men det bliver sværere at udtrykke sine behov og opfylde dem. Det er op til plejepersonalet at være opmærksom på at møde disse grundlæggende behov hos mennesker. Personen med demens kan ikke gøre det selv.

I sit arbejde understregede Kitwood seks psykologiske behov, der er væsentlige for alle mennesker:

• Kærlighed: ubetinget accept og empati.

• Komfort: personen har brug for sikkerhed, varme og nærhed.

• Identitet: er forbundet med at vide, hvem man er og med at have en forbindelse til fortiden.

• Tilknytning: bånd til andre, forhold til andre. At opleve tryghed og tillid i forholdet, så man har nogen at gå til i vanskelige situationer.

• Meningsfuld beskæftigelse: at deltage i sit eget liv på en måde, hvor man bruger sine evner, styrker og oplevelser. At føle, at der er brug for én og at man har noget at tage sig til.

• Inkludering: At være en del af et socialt føllesskab og føle sig accepteret.

Figur 2

Mennesker med demens har brug for støtte til at imødekomme disse universelle behov.

Tom Kitwood mener, at det, han kalder ondsindet socialpsykologi, kan påvirke mennesker med demens, så de får det værre og værre og i sidste ende ikke interagerer med omverdenen, eller det kan forårsage alvorlige adfærdsproblemer.

Det følgende er eksempler på, hvad han mener, når han taler om ondsindet socialpsykologi:

1. Trusler: At indgyde frygt ved at bruge trusler eller fysisk magt.

2. Forsømmelse: Nægte at give opmærksomheden eller opfylde et åbenlyst behov.

3. For højt tempo: At give information for hurtigt, at fremlægge valg eller at udsætte personen for pres for at gøre tingene hurtigere end personen kan udholde.

4. Behandle som et barn: at behandle en person patroniserende.

5. Sætte etikette på personer: At tiltale eller omtale personen på en nedladende måde.

6. Nedgøre: At fortælle en person, at han / hun er inkompetent, nytteløs og værdiløs.

7. Anklage: At beskylde en person for handlinger eller manglende handling, der skyldes personens manglende evne eller misforståelse af situationen.

8. Forræderi: At bruge forskellige former for bedrag for at distrahere eller manipulere en person eller tvinge ham/hende til at gøre det, man selv vil.

9. Undervurdering: Ikke at anerkende personernes subjektive virkelighed eller følelser

10. Umyndiggørelse: Ikke for at give en person mulighed for at bruge de evner, han/hun faktisk har; ikke at hjælpe ham med at gennemføre afsluttede handlinger.

11. Indgreb: Tvinge en person til at gøre noget, at tilsidesætte lyst eller nægte vedkommende valgmuligheder

12. Afbrydelse: pludselig blande sig eller gribe ind i en persons handling eller overvejelse: at begå grov krænkelse af vedkommendes referenceramme.

13. Objektivering: At behandle mennesker som om de er genstande.

14. Stigmatisering: At behandle folk som om de var døde eller udskud
15. Ignorering: At fortsætte med tale eller handle som om personen ikke er til stede

16. Forvisning: At sende en person væk eller at udelukke ham – fysisk eller mentalt.

17. Latterliggørelse: At gøre nar af nogens “mærkelige” handlinger eller bemærkninger, drille, ydmyge eller lave sjov på personens bekostning.
Hensigten med disse handlinger over for personen er ikke ondartet, men resultatet af dem bliver det.

Kitwood betragter det som en bevidst eller ubevidst del af vores kulturarv, at vi mener, at mennesker med psykiske handicap er laverestående individer. De parkeres og behandles i overensstemmelse hermed. Det kræver konstant, bevidst arbejde med den personcentrede model for at undgå, at ovenstående eksempler sniger sig ind i plejen. Det kræver åbenhed i plejegruppen, så denne type tilgange ikke finder sted.

Det modsatte af ondsindet socialpsykologi er “Positivt personarbejde”. Det repræsenterer en ny plejekultur med fokus på hverdagen og samfundet. Det positive personarbejde er det, der hjælper med at opbygge selvtillid og værdighed hos en person med demens og bidrager til trivsel og livskvalitet.