Rådgivning og support til plejepersonalet

De vigtigste behov hos pårørende, der plejer demensramte, kan inddeles i to hovedkategorier: (1) at optimere plejen af den demensramte i form af information og viden, støtte personen i aktiviteter i dagligdagen og håndtere adfærdsmæssige og psykologiske symptomer, og (2) at være opmærksom på egne personlige fysiske og mentale behov og egen livshåndtering. Undervisningsprogrammer for målgruppen giver information om demens, juridisk og økonomisk rådgivning og tilbyder potentielle praktiske løsninger til håndtering af udfordrende adfærd og stresshåndtering.

Ekspertledede støttegrupper for pårørende og andre uuddannede, der udfører plejeopgaver, har vist sig at forbedre deres humør og lette den følelsesmæssige belastning i cirka tre måneder efter programmets afslutning. I grupperne er der fokus på teoretisk viden om diverse demenstiltag og deltagerne inddrages aktivt. De præsenterer deres situation og får mulighed for at diskutere individuelle problemer grundigt samt udvikle individuelle strategier til at styre problemadfærd. Kognitiv-adfærdsmæssige tiltag, der fremmer kognitiv reframing og træning af færdigheder, bidrager til at afhjælpe depressive symptomer og angstsymptomer samt stressfølelser hos pårørende og plejepersonale, der passer personer med demens. Multikomponenttiltag, der kombinerer demensspecifik uddannelse, kognitive adfærdsstrategier, kommunikation og færdighedstræning, mestringsstrategier, særligt indrettede miljøer og brug af hjælpemidler synes at være særligt effektive redskaber.

Efterhånden som demenssymptomer udvikler sig, bliver spørgsmålet, om hvorvidt man bør diskutere med mennesker med demens, et ømt og svært punkt. Ikke mindst i lyset af pårørendes/plejepersonalets følelse af udbrændthed og afmagt. Ikke desto mindre er det er det en grundlæggende social regel at respektere en persons ret til at blive hørt, stille spørgsmål og modtage svar. Aktiv lytning understøtter anerkendelse af den person, vi taler med og er en af hjørnestenene i god kommunikation. Aktiv lytning forudsætter, at man stopper alle andre aktiviteter og deltager opmærksomt i dialogen. Det letter også kommunikationen at undgå at afbryde mennesker med demens, minimere baggrundsstøj fra radio- eller tv-afspilning og at fastholde øjenkontakt. Desuden fremmer det kommunikationen at sammenfatte det, der er blevet sagt, bekræfte at den demensramte er korrekt forstået, ryste på/nikke med hovedet eller bede vedkommende om at gentage, hvad han/hun sagde, for tydeligt at indikere, at der bliver lyttet. At vende sig væk fra personen signalerer afvisning og er en måde at sige nej på, der hindrer kommunikationen. Derudover er det af største vigtighed for kommunikationen med demensramte at tale tydeligt og langsomt, at bruge korte og ikke komplicerede sætninger og at give personen tilstrækkelig tid til at reagere og tale for sig selv. Kommunikation med mennesker med demens er i mange tilfælde vanskeliggjort af sprogforstyrrelser, såsom ordfundsproblemer og nedsat forståelse af abstrakt og kompleks samtale. Augmentativ og alternativ kommunikation kan bruges til at kompensere for taleforstyrrelser. Augmentative hjælpemidler, såsom billeder og symboler, kommunikationstavler og elektroniske enheder, er værdifulde til at hjælpe folk med at udtrykke sig og lette kommunikation.

Andre sensoriske stimulationsterapier